Hvem det er til
Til børn, der har en ven med handicap i klassen, i familien eller på legepladsen — og til dem, der endnu ikke har mødt en. Du tilføjer vennen med ét flueben i bestillingen; vennen er opdigtet, og vi beder ikke om oplysninger om en rigtig ven. Hvis dit barn har høreapparater, briller eller et andet hjælpemiddel fra figurbyggeren, så vælg det til helten — helten får det, sådan som dit barn bruger det, og historien handler om det, dit barn finder på.

Det øver dit barn
At være sammen med en ven med handicap ligesom med alle andre: spørge i stedet for at gætte, ikke hjælpe uden at spørge, tale direkte med vennen, vente, tilpasse legen, så alle kan være med.
Helten og vennen vil det samme — en skat, en sejr, en repareret raket — og ingen af dem kan klare det uden den anden. Begge kommer med deres egne idéer, og vennen laver også sin egen fejl. Når de misforstår hinanden, finder de ud af det — vennen siger selv, hvad vennen har brug for, på sin egen måde. Hjælpemidlet nævnes sjældent og med enkle ord. Ingen har ondt af nogen, og intet bliver kureret.
Almindelige ting, historien viser i praksis (én eller to pr. bog)
At spørge
Spørge i stedet for at gætte: »Vil du have en hånd?« — og respektere et »nej«.
Ikke hjælpe uden at spørge
Ikke tage ting ud af vennens hænder eller gøre ting for vennen, medmindre vennen vil have det.
Tal direkte med vennen
Tal med vennen, ikke hen over hovedet på vennen med mor eller en hjælper.
At vente
Give tid og ikke gøre vennens sætninger færdige.
Tilpas legen
Ændre reglerne eller stedet, så alle kan være med.
Sådan ser det ud i bogen
To opdigtede eksempler. Hjælpemidlet er en del af figuren, ikke emnet — handlingen handler om eventyret, og forståelsen vokser ud af et fælles mål.
- En helt med hjælpemiddel
Ema (8) er kaptajn på en tømmerflåde på Piratøen og læser havstrømmene bedre end nogen anden. Hun bruger en kørestol med turkis stel — havnen og flåden er simpelthen klar til den, uden et ord. Bogen handler om et tømmerflådeløb mod hendes fætter om et stykke af Det Store Kort og om at tabe med to sekunder. Kørestolen nævnes ikke én eneste gang. Du kan læse begyndelsen under Eksempler (7–9 år) — også i en anden version, hvor Ema er heltens veninde.
- En ven med hjælpemiddel
Kubo (8) og Lea (8) reparerer radioen på en rumstation, før forsyningsskibet kommer. Lea har et høreapparat i venstre øre, laver flere jokes end robotten Buzz og bliver ved med at trykke på knapper, hun ikke må. En gang taler Kubo til hende med ryggen til; Lea: »Hallooo, min hjerne kan ikke læse din nakke.« Fra da af vender han sig mod hende. De får først radioen repareret, da de kombinerer Kubos plan med Leas vane med at trykke på knapper.
Sidste side, hvis der er en: en helt almindelig eftermiddag — Kubo og Lea spiser is og skændes om, hvilken smag der er bedst. Intet bliver forklaret.
Efter alder
- Udvikling
- Lægger højt mærke til forskelle og spørger direkte; det er ikke uhøflighed.
- I historien
- Hjælpemidlet er med på billedet, vennen og helten leger sammen, én almindelig ting (at vente, at række noget).
- Udvikling
- Vil vide »hvorfor« og »hvordan«; i en undersøgelse forbedrede det holdningerne at forestille sig leg med et barn med et fysisk handicap, og lysten til at blive venner steg kun hos 5–6-årige. Cameron et al. 2011
- I historien
- Ét nysgerrigt spørgsmål og vennens korte svar med egne ord.
- Udvikling
- Følsom over for, hvad gruppen mener; i en spørgeundersøgelse hang mere kontakt sammen med mere positive holdninger og mindre usikkerhed, stærkere i de yngre klasser. Armstrong et al. 2016
- I historien
- Intet bliver forklaret; misforståelser bliver løst i handling.
- Udvikling
- Vil have realistiske, almindelige skildringer frem for exceptionelle (interviews med neurodivergente 14–17-årige). Webber et al. 2024
- I historien
- Vennen har sit eget liv; helten taler aldrig på vennens vegne.
Det bygger vi på
Tilgangen
Børns holdninger til jævnaldrende med handicap blev bedre, når de oplevede eller læste om venskab — direkte kontakt og »udvidet« kontakt, hvor vennen er en som dem selv. For kontakt alene gennem medier bekræftede en metaanalyse ikke sikkert en effekt (og udvidet kontakt blev kun testet i to undersøgelser). Accept kommer fra hele gruppen, ikke fra en »lektion« til ét barn, og historier med stereotyper (medlidenhed, den »modige lille sjæl«, en mirakelkur) kan gøre holdningerne værre. Derfor har vi besluttet, at vennen i historien har sit eget mål, forskellen forbliver synlig, og moralen aldrig bliver sagt højt — et redaktionelt valg, ikke en bevist effekt.
Vurderingen gælder tilgangen, ikke vores tegneserie — selve tegneserien er endnu ikke videnskabeligt testet.
Hvad forskningen siger
Børn, der i 6 uger læste historier om venskaber mellem børn med og uden handicap, havde bagefter mere positive holdninger til mennesker med handicap.
På tværs af 12 skoleundersøgelser forbedrede både direkte kontakt (d = 0,55) og udvidet kontakt gennem venskab (d = 0,61) børns holdninger; for kontakt alene gennem medier blev en effekt ikke sikkert bekræftet.
Da førskolebørn så et afsnit, der skulle fremme accept af en figur med handicap, gik moralen hen over hovedet på de fleste. I den version, hvor de andre først var bange for figuren, fangede de børn, der bedre forstod figurernes følelser, budskabet mindre; i versionen uden frygt mere.
Programmer, der forbedrede holdningerne til jævnaldrende med handicap, havde som regel flere elementer og flere sessioner.
Børnebøger skildrede længe handicap gennem medlidenhed og udelukkelse; nyere bøger viser oftere figurer, der træffer deres egne valg, hvor handicappet blot er ét af deres træk.
I en undersøgelse viste billedgenererende AI gentagne gange forenklede stereotyper af handicap — derfor beskriver vi hvert hjælpemiddel præcist, og et menneske tjekker det.
Det lover vi ikke om dette emne
At bogen vil lære dit barn at acceptere en klassekammerat eller ændre sin adfærd. Undersøgelserne målte holdninger kort efter læsningen, og flere sessioner plus rigtig kontakt virkede bedre. En bog kan sætte en samtale i gang. Den er ikke terapi.
Vigtigste kilder
- Cameron, L., & Rutland, A. (2006). Extended contact through story reading in school: Reducing children's prejudice toward the disabled. Journal of Social Issues, 62(3), 469–488. doi.org/10.1111/j.1540-4560.2006.00469.x abstract
- Armstrong, M., Morris, C., Abraham, C., & Tarrant, M. (2017). Interventions utilising contact with people with disabilities to improve children's attitudes towards disability: A systematic review and meta-analysis. Disability and Health Journal, 10(1), 11–22. doi.org/10.1016/j.dhjo.2016.10.003 abstract
- Armstrong, M., Morris, C., Abraham, C., Ukoumunne, O. C., & Tarrant, M. (2016). Children's contact with people with disabilities and their attitudes towards disability: A cross-sectional study. Disability and Rehabilitation, 38(9), 879–888. doi.org/10.3109/09638288.2015.1074727 abstract
- Cameron, L., Rutland, A., Turner, R. N., Holman-Nicolas, R., & Powell, C. (2011). „Changing attitudes with a little imagination“: Imagined contact effects on young children's intergroup bias. Anales de Psicología, 27(3), 708–717. abstract
- Mares, M.-L., & Acosta, E. E. (2008). Be kind to three-legged dogs: Children's literal interpretations of TV's moral lessons. Media Psychology, 11(3), 377–399. doi.org/10.1080/15213260802204355 abstract
- Lindsay, S., & Edwards, A. (2013). A systematic review of disability awareness interventions for children and youth. Disability and Rehabilitation, 35(8), 623–646. doi.org/10.3109/09638288.2012.702850 abstract
- Kleekamp, M. C., & Zapata, A. (2019). Interrogating depictions of disability in children's picturebooks. The Reading Teacher, 72(5), 589–597. doi.org/10.1002/trtr.1766 abstract
- Dyches, T. T., & Prater, M. A. (2005). Characterization of developmental disability in children's fiction. Education and Training in Developmental Disabilities, 40(3), 202–216. doi.org/10.1177/215416470504000303 abstract
- Mack, K., Qadri, R., Denton, E., Kane, S. K., & Bennett, C. L. (2024). „They only care to show us the wheelchair“: Disability representation in text-to-image AI models. CHI '24, 1–23. doi.org/10.1145/3613904.3642166 abstract
- Webber, C., Santi, E., Cebula, K., Crompton, C. J., & McGeown, S. (2024). Representation of neurodivergence in fiction books: Exploring neurodivergent young peoples' perspectives. Literacy, 58(3), 322–334. doi.org/10.1111/lit.12369 abstract
- Dohovor OSN o právach osôb so zdravotným postihnutím, čl. 8 (oznámenie MZV SR č. 317/2010 Z. z.) static.slov-lex.sk/static/SK/ZZ/2010/317/20100710.html institution
- resumé resumé eller fuld tekst læst
- metadata bibliografiske oplysninger bekræftet
- institution officielt dokument fra en institution
Hvem har lavet dette, og hvornår
Skrevet af Ink & Braves redaktion ud fra vores evidensgrundlag (kilder verificeret 8. november 2026, senest opdateret 9. november 2026).
Spørgsmål til en snak efter læsningen
En bonus, ikke en lektie — og ikke »hvad lærte du så?«.
4–8 år
- Hvad var det sjoveste ved Lea?
- Hvad ville Lea selv?
- Hvorfor begyndte Kubo at vende sig mod hende?
- Hvad kunne du tænke dig at lege med hende?
9–14 år
- Hvornår troede Kubo, at han hjalp, men gjorde det ikke?
- Hvordan ville du spørge?
- Kender du nogen med et hjælpemiddel eller et handicap? Hvad ville få dem til at føle sig godt tilpas — og hvordan ville du finde ud af det?
- Hvorfor nævner bogen næsten ikke høreapparatet?
Hvis du har lyst
- Når dit barn spørger til en med et hjælpemiddel, så svar kort og sandt. Den person kan være med, hvis de vil — de behøver ikke forklare deres krop eller deres hjælpemiddel for nogen.
- Forhør ikke dit barn om, hvorvidt de »er blevet venner endnu«. Vær der bare, når dit barn har lyst til at snakke.
Når en tegneserie ikke er nok
- Hvis et barn med handicap i klassen bliver drillet eller holdt udenfor, er det en opgave for de voksne — tal med skolen (klasselæreren, skolens psykolog) og behandl det at gøre andre ondt som mobning (emne: At fortælle det til en voksen, man stoler på).
- Hvis dit barn i længere tid er plaget af sin egen diagnose eller sit hjælpemiddel, kan en børnepsykolog, en læge eller en forældreforening hjælpe.
Brug for hjælp lige nu? Hvis nogen er i fare, så ring til det lokale alarmnummer — 112 i EU, 999 i Storbritannien, 911 i USA og Canada, 000 i Australien. Hjælpetelefoner for børn og forældre efter land
Ofte stillede spørgsmål
Kan der være en ven med handicap i historien?
Ja. Det er en opdigtet figur, du tilføjer med ét flueben i bestillingen — fx en ven med høreapparater. Vennen har sit eget mål og sine egne fejl, og et fælles eventyr bringer vennen og helten sammen. Vi beder ikke om oplysninger om en rigtig ven. Vi kan endnu ikke sætte en rigtig klassekammerat ind i historien.
Kan helten have et hjælpemiddel, fx høreapparater eller briller?
Ja. Vælg det blandt billederne i figurbyggeren: briller, høreapparater, høreværn, en sensor på armen, en øjenklap eller en kørestol. Vi tilbyder kun det, vi kan tegne pålideligt — derfor indtil videre kun kørestol i stilarterne Klar linje, Billedbog, Ler, Manga og Computerspil; flere hjælpemidler er på vej. Vi bevarer det valgte hjælpemiddel også i eventyrverdenen — verdenen må tilpasse det, men aldrig fjerne det. Vi har ikke brug for en diagnose.
Hjælper bogen mit barn med at acceptere børn med handicap?
Det lover vi ikke. I undersøgelser forbedrede historier om venskab børns holdninger, men det var holdninger, der blev målt kort efter læsningen, ikke adfærd, og flere sessioner plus rigtig kontakt virkede bedre. En bog kan sætte en samtale i gang — du finder spørgsmål ovenfor.
Læsning for forældre
- Artikel på vej Hvorfor er det vigtigt, at børn med handicap kan genkende sig selv i bøger?
En personlig bog med en ven med handicap
En personlig bog om dette emne — en historie til 9,90 € (1 historie · 16 sider) eller et helt eventyr til 24,90 € (3 historier · 48 sider), som billedbog eller tegneserie. Først en gratis tegning af helten.






